Vælg side

Uge 3 – Opbygningen af fundamentet

Uge 3 – Opbygningen af fundamentet

Lidt forsinket kommer her uge 3 af byggedagbogen på opførslen af vores en-familiehus lavet af Hybel Huse. Ugen, som var mellem d. 19.7 og 23.7, startede med at de flinke fyre fra Rørvig Byg begyndte at grave i sandpuden, med deres lille trofaste minigraver, der har stået fast hos os siden starten af byggeriet.

Sandpuden graves lidt ud igen

Graveriet skyldes, at der skal ligges kloak og vandrør ned, samt radonudsugning. Da der er rimelig langt mellem toilettet bagerst i huset – det kommende sagnomspundne forældrebad – og fordelingsbrønden uden foran huset, blev der gravet ganske dybt, da der skal et ordentligt fald på.

Vandledningerne blev lagt lidt tilfældigt rundt omkring, og måske den vigtigste af dem blev også husket – vandhanen til det kommende køleskab med indbygget dispenser og isterningsmaskine. Det har været et must for os – eller mest mig – lige fra starten af. Koldt vand og isterninger i stride strømme anser jeg for at være en basal menneskerettighed.

At bo på grunden

Når nu vi bor på grunden, så har vi en unik mulighed for at følge med i dagligdagen ude på pladsen. Særligt her i sommerferien, hvor vi har været hjemme det meste af tiden. Det har givet flere fordele, som vi ikke rigtig havde regnet med fra starten af

Vi har boet her siden septemper sidste år, altså snart et helt år, i vores dejlige, aircon-kølige og ganske luksuriøse beboelsespavillon. Den ligger få meter fra huset, sådan set direkte på byggepladsen, og det har vi rigtig opdaget her under byggeprojektet. Både i forhold til at man mister lidt søvn, når der holder en brummende 12.000 Kgs gravemaskine udenforan vinduet, men også fordi at vi har chancen for at holde øje med byggeriet, og snakke lidt med håndværkerne i løbet af dagen. Både om vejret og hvordan det skrider frem, men også komme med spørgsmål til det, som vi ser sker og som undrer os. Blandt andet var jeg rundt med vatterpasset og kigge på lidt – synes jeg- ret skæve blokke rundt omkring. Det blev til en lille snak omkring hvad der er standarden, hvordan man måler sådan noget, og hvornår det betyder noget. Alt i alt gav det en rigtig god ro i og tryghed, og det er prisværdigt at håndværkerne gider tage sig tiden til det.

Hvis man går og overvejer, om man skal bo på grunden, så gør det! Det er mega fedt.

Udlægning af isoleringen

Da håndværkerne var færdige med at lege i sandkassen, så kom isoleringen på. Vi var dog ikke hjemme, da de gik igang med den opgave, så hvordan det gik, ved jeg ikke. Men på, det blev det lagt. Det gav dog også nogle spørgsmål, for da vi gik det efter (man må gerne gå på det), så kunne vi se at det ikke var lagt i to lag af 150 mm, men i stedet var det blokke af 320 mm som var lagt i ét lag. Det synes jeg ikke helt gav mening, særlig når nu det andet Hybel hus der bliver bygget i området, blev bygget med to lag i forbandt. Der var også nogle større revner rundt omkring, med direkte udgik til gruset. Sådan noget kan give kuldebroer.

Da vi først opdagede det fredag aften, var der ingen håndværkere i sigte. Derfor fik vi taget en håndfuld billeder, som fluks blev sendt afsted til vores byggesagkyndige, Yunus. Jeg kiggede også lidt i diverse fagbøger omkring det. Resultatet er, at det er helt i orden at lægge dem i et lag, bare samlingerne er tætte og/eller skummes op (puritanere vil nok mene at det er fy-fy..). Vi besluttede dog også, at tage en snak med håndværkerne, når de dukkede op igen. Mere om det i næste uges byggedagbog.

Efterlad et Svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *