Vælg side

Prisen på køkken og inventar i et typehus

Prisen på køkken og inventar i et typehus

ARTIKELSERIE For nogle uger siden var vi til inventar-møde hos HTH i Næstved. I denne artikelserie dykker vi ned i de forskellige aspekter af sådan et møde, og kommer ind på hvordan vores køkken og resten af vores inventar kommer til at se ud, hvordan det hænger sammen med de drømme, forventninger og krav vi havde. I dette første afsnit, der går vi tæt på priserne og hvordan man regner det ud. Det er ikke helt nemt kan jeg godt afsløre, ej heller ikke om man forbereder sig godt.

Siden vi første gang begyndte at snakke om, at bygge nyt hus – inden vi købte grunden – har vi begge været overbevist om, at særligt køkkenet ville have en fremtræden placering i både hus og i budget. Både i forhold til, at vi begge to elsker at være i køkkenet og lave mad og projekter, men også fordi at det hus vi hele tiden har haft i tankerne, der har køkken-øen været et central element. Både i forhold funktionalitet, men også som et centralt designelement.

Nu vi ikke ville have (det efterhånden klassiske) grebsfrie hvidt-i-hvidt-køkken, men gerne ville have noget varme ind, i form af træ, så vidste vi også at prisen nemt stikker godt og grundigt af. Derfor er det første punkt i sådan en serie her, hvordan pokker de her priser hænger sammen. Det giver ikke altid mening, for at sige det mildt. Men når man som normal-ikke-typehus-kunde, går ned i sin køkkenbutik, og peger på det nye køkken man gerne vil have, så er det vidst de færreste der ender med at betale listeprisen. Vi gjorde det selv, inden vores valg gik med Hybel, og prisen hos blandt andet Svane, fik en god tur med grovfilen, inden vi overhovedet begyndte at forhandle.

Det afsatte beløb og rabatten

Når man nu har valgt et typehusfirma, som vi jo er end med, med Hybel Huse, så fungerer budgettet til inventar/køkkenforhandleren lidt anderledes end normalt. Det man har at snolde for, er ikke det man har betalt for i entreprise-summen. Forskellen mellem de forskellige beløb afhænger både af typehusfirma og hvor god man har været til at forhandle med sin byggerådgiver. Grunden til den her forskel, er at den pris man betaler for inventaret, det er listepriserne hos køkkenfirmaet. Så selvom det ikke virker sådan, og folk (inklusiv mig selv, inden jeg gennemskuede det) generelt ikke tænker sådan, så får man altså en rabat når man handler inventar, den er bare skjult. En sidste faktor der spiller ind, er om man får rabat på det man køber udover det afsatte beløb. Igen afhænger det meget af typehusfirmaet og ens egne evner til at forhandle, både om man overhovedet får det, og hvor stor rabatten er.
Det gør, at man skal holde tungen nogenlunde lige i munden, i forhold til hvad der er smartest: Skal man sætte flest penge af i entreprisekontrakten eller skal man gå over budgettet, og bruge rabatten man får dér i stedetfor.

Som et eksempel på de forskellige beløb, og deres betydning, så kan vi jo tage udgangspunkt i vores egen entreprisekontrakt og budget. Her er der afsat 200.000 kr. til inventar. Hvis vi trækker inventar-delen ud, så får vi et fradrag på 140.000 kr. Forskellen mellem de to beløb, er 60.000 kr., svarende til præcis 30 %. Det betyder altså, at vi får en rabat på 30 %. Hvis (måske rettere: når!) vi går over de 200.000 kr., så får vi en rabat på 20 %. Hvis den samlede regning fra HTH ender på 220.000 kr., så vil de første 200.000 kr. skulle fratrækkes en rabat på 30 % = 140.000 kr., og de resterende 20.000 kr. en rabat på 20 % = 16.000 kr. Dermed vil inventar i alt koste os 156.000 kr.. Sikke et kup! Det sidste man skal huske på, er at man ikke får en regning fra køkkenfirmaet, men at det klares via slutopgørelsen fra byggefirmaet. Man får dog et tilbud, som man skal godkende, med eller uden tårer over at have overskredet budgettet.

Hvordan man finder en pris på sit køkken

Nu vi er ved listepriser, så er det jo nærliggende lige at kigge lidt på, hvordan priserne hos køkkenfirmaet er skruet sammen, og hvad de forskellige løsninger egentlig koster. Vi har jo 200.000 kr.. Inden vores møde, anede vi dog ikke om det var lidt eller meget lidt. Derfor er den første øvelse i denne her, nærmest umulige, Quest, at finde listepriserne. Det kan du jo også lige prøve: www.hth.dk.
Inden du hiver alt håret ud – Ja, det er stort set umuligt. Det tætteste man kommer på at finde en prisliste på deres hjemmeside, er kataloget “Prisliste_uden priser”. Nej, det er ikke en joke – tjek selv, i titlen i fanebladet – og rigtig nok, så er det hvad der ligner en prisliste, men hvor priserne er streget ud med knaldgod overstregningsblæk. Hvis man skærper sine Google-sanser, så kan det findes via Google. Søg efter “HTH prisliste Priser pdf 2021”. Om det er den gældende når vi skal der ned – det er der nok ingen der ved. Det virker til de ændrer dem relativt ofte, og det er ikke umiddelbart muligt, at se hvad der er ændret eller hvilken der er den nyeste. Pga. Corona kunne vi ikke få et fysisk katalog over priserne – men de findes faktisk hos HTH-butikkerne. Men man kan ikke få dem tilsendt…

Nå, men med prislisten i hånden, altså den med priserne, så begynder den store skattejagt så, for at finde ud af hvad de enkelte ting koster. Selve de enkelte moduler er ret godt opdelt, og det er rimelig nemt at finde dem. Men ud for hvert modul findes så mellem 1 og 48 (ja, du læste rigtigt, 48. Tager man dybden med, så kan du gange det med 3…) forskellige priser. De afhænger både af hvilke fronter man vil have og hvilken bredde det skal være. Bredden giver selvfølgelig sig selv, men fronterne gør ikke. De er opdelt i nogle koder, som er ret så svære at gennemskue, for ikke at sige umuligt, med mindre man har et andet katalog – HTHs Fronter & Tilbehør. Den har nogle priser, men ikke alle, men har så alle frontkoderne. Den har også noget der hedder prisgrupper, men det har jeg endnu ikke gennemskuet hvad referer til.

Det næste element i priserne, for ja, der er flere, er modelserien. Der er prislisten (den med priserne) dog ret fin opdelt, uden diverse skøre koder eller forkortelser. Generelt har HTH tre (eller rent faktisk fire) forskellige kvalitetstyper inden for skuffer – det er relevant når man skal have f.eks. et højskab med skuffer eller underskabe med skuffer. Den billigste er Meta som er den kedeligste kvalitet, og f.eks. uden høje sider etc. Den næste hedder Lux. Den har nogle bedre skuffer og højere sider. Den sidste hedder så Legra og har de bedste materialer. En sjov ting – jo højere op i kvalitet du går, jo mindre skuffeplads får man, og jo dyrere bliver tilbehøret til skuffen også. Den sidste kvalitetstype er lidt uden for kategori, da det er massive, fingertappet skuffer, kaldet Nordic Creation. Dem kan man dog ikke vælge i højskabene. Det der så gør det rigtig sjovt, det er at forskellen mellem de fire forskellige serier, er rimelig små. Så går man med Lux hele vejen, men så f.eks. tilkøber højere sider og softclose – som er standard på Legra, så bliver totalprisen højere.

HTHs eksempel priser

Men hov, hov Daniel, nu er du jo helt tosset. For priserne står jo direkte på forsiden af hth.dk og i deres kataloger! Ha, siger jeg bare. Se om de giver nogen mening…! For det første kan de ikke sammenlignes på tværs af serierne, da de indeholder noget forskelligt alle sammen (nogen kun skabe; nogen en køkken ø; nogen et u-køkken etc). Så de giver ikke engang en reel retningslinje for, hvad der er billigst at vælge.

Et godt eksempel, er Nordic Spirit og Nordic Creation, hhv. deres lamel-design og deres fingertap-design. Nordic Spirit står til at koste 101.500 kr. og Nordic Creation står til at koste 179.600 kr., altså omkring 80% mere. I vores oprindelige tanker var Nordic Creation altså dømt ude på forhånd ift. budgettet på de 200.000 kr. Men når man så går igennem de forskellige ting man gerne vil have – feks. skuffer og ikke skabe, og ikke de billige skuffer men de lækre Legra, så ender prisen på Nordic Sprit faktisk til kun at være omkring 5-6.000 kr. billigere. Hvis man bare vil have fronterne, så bliver prisen selvfølgelig lavere, men sammenligningen skal jo være reel, og Nordic Creation har som standard de ting som man betaler ekstra for, med Legra-skufferne.

I forhold til badeværelserne, så er priserne her lidt mere gennemsigtige, sådan da. Det kræver nemlig at man vælger de standard-pakker som HTH udbyder. Går man ud over dem, så fortsætter forvirringen med de forskellige kategorier, fronter etc. Historien er den samme når man kigger på bryggers, og når man kigger på garderobe. Sidstnævnte har vi slet ikke taget med i ligningen, da vi på forhånd har valgt IKEA PAX, ligesom alle de andre fattige typehus-nybyggere.

Forventninger vs. realiteten

Som sagt, så er det nogle uger siden nu, at vi var til inventar-møde hos HTH i Næstved. Inden da havde vi gjort vores forarbejde exceptionelt godt. Omkring 25 timer har vi brugt i weekender og om aftenen på at tegne køkkener, udregne størrelser, finde på fronter og ikke mindst kigge i prislisterne. Alle de forskellige løsninger vi kunne forestille os, blev sat ind i et Excel-ark med udregning af priserne, på baggrund af de ovenstående prislister. Og her kommer så et lille twist til de her priser. For det er egentlig nogenlunde ligetil, at udregne de forskellige priser på selve modulerne – altså højskabe, skuffer etc. Men alt det udenom, ovenpå og nedenunder. Det er sort magi, som de færreste uden for HTH forstår. Så selvom vi havde sat nogle – synes jeg – høje beløb af til f.eks. sokler, tilpasninger etc, så vidste vi godt at det var en ægte joker, som kunne ødelægge budgettet.

Vores forventninger til budgettet hos HTH var altså omkring de 230.000 kr. før de 20 % rabat. Det er dog eksklusiv væsentlige dele af inventaret, herunder primært uden hårde hvidevarer (hos Hybel Huse er hårde hvidevarer altid uden for inventar-købet) og uden bordplade i køkkenet. Det er også uden skydelåger til vores teknik. Garderoben er et 120cm bredt skab i entréen, og altså ikke Walk in.

Sidder du ned?

Som sagt før, så er de forskellige tilpasninger, sokler og sådan noget svært at regne med. Det er den ene ting. Den anden ting er de ting, som man tror kan lade sig gøre, eller man synes er mega smart, men som ikke rigtig helt fungerer, når man sidder dernede og ser tingene i virkeligheden. Dem var der også nogen af. Det betød, at da vi kom hjem fra HTH, så var regningen allerede blevet en tand dyrere – cirka 235.000 kr. i listepriserne. Men vi var godt dækket ind, synes vi, og sælgeren hos HTH – som mente vi nok var de bedst forberedte kunder han endnu havde haft – synes også at budgettet virkede til at holde okay.

Et par uger efter besøget, kom tilbuddet så. Nogle ting var fuldkommen tosset – bordpladen var eksempelvis 100 % dyrere end at købe den uden om HTH.. 100 %. Tyg lige lidt på den. Men de her tilpasninger.. det var i virkeligheden dem der slog benene væk under os.
De låger vi har valgt, til skabsvæggent har en træliste hele vejen rundt. For at det ser rigtig lækkert ud, så skal hvert skabs-korpus også have påmonteret en træliste. Hvad sådan så koster, spørger du? ikke mere end 221,25 kr. Altså 2.212,50 kr. ekstra for skabsvæggen.. Men på køkken ø’en skal vi også have dem.. Det er så lige 16 x 221,25 kr. udover, i alt koster vores valg af låger så 5.752,50 kr. ekstra, udover den ekstra pris vi i forvejen har givet kontra standard. På køkken ø’en skal der også nogle træ-lister, uden på de trælister vi lige har købt, for at give det rigtige look. I kid you not. Men de er lidt dyrere; i alt 3.526,25 kr. ekstra.
En sidste ekstra ting, som vi troede vi havde taget med, men ikke lige havde forestillet os, var så dyrt, var de lækre og ret smarte VH-7-greb. Og de er lækre, men koster så også lige 9.213,75 kr. ekstra. Den sidste store post, er soklen. Den bliver lækker, og dyr. Rigtig dyr: 10.185 kr. Dertil kommer de mange andre små tilpasninger, skuer, lister etc. De er ikke regnet præcist sammen, men der er for omkring 5.000 kr. Alt i alt er der altså ekstra for omkring 34.000 kr. Vi havde regnet med omkring 6-7.000 kr, og det synes vi lød lidt højt.

Alt i alt så kom HTH i Næstved tilbage med et tilbud, hvis vi lige trækker bordpladen og skydedøre fra, som vi ikke have med i vores eget regnestykke, på knap 280.000 kr.. Vi havde, som det ses i skemaet, regnet med 230 cirka. Vi gik altså igang med at fjerne ting og optimere nogle af stederne. Vi har endnu ikke fået den endelige opgørelse fra HTH, så vi kender ikke den præcise og endelige pris endnu. Ud fra vores egne beregninger, så har vi skåret omkring 15-20.000 kr. af prisen, og skulle gerne ende på en slutpris, efter de 20 % i rabat på omkring 240-250.000 kr., hvorefter man jo så også skal fjerne den oprindelige rabat, som nævnt øverst i artiklen. Og så kommer bordplade og hårde hvidevarer oveni, men prisen inkluderer skydelåger, et skab i entreen, bryggers og to badeværelser.

Om forfatteren

11 Kommentarer

  1. Det virker simpelthen så afsindigt dyrt. Har I for sjov overvejet at se, hvad et tilsvarende køkken vil koste hos Reform eller &shufl? Hånden på hjertet, synes jeg at det er lækrere end hvad HTH kan præstere. Bagdelen er selvfølgelig, at man først kan montere det efter aflevering.

    Svar
    • Vi synes ikke at de forskellige ikea-hakcs rammer det look vi gerne vil have, og så bliver prisen hurtig lig den fra HTH, når man fratrækker den inkluderet/skjulte rabat. Derudover så koster montering af både IKEA og de efterfølgende hacks alt for meget – det er ikke noget vi selv gider at bruge tid og kræfter efter vi har overtaget huset.

      Svar
  2. Der er simpelthen noget der ikke stemmer med jeres rabat-udregning. 20% af 210.000,- er ikke 2.100,- men 42.000,- hvor de 2.049,50 I rabat kommer fra kan jeg ganske enkelt ikke se. Skulle det være 20% af noget er det 10.247,50

    Svar
    • Det er fordi at man/vi kun fik 20 % rabat på det beløb der overstiger det afsatte beløb hos Hybel, de 200.000 kr.

      Svar
      • Hej Daniel

        Tak for afklaring 😊

        Svar
  3. Hej Daniel

    Har du et sted hvor man kan se dine udregninger i henhold til Excel ? eller er det bare plain simple: 30% fra alle Liste priser også 20% hvis man kommer over 200000kr ?

    jeg sidder selv og skal til at beregne nemlig for at finde ud af hvordan vi står med de forskellige ting

    Mvh
    Mads

    Svar
    • Hej Mads.

      Umiddelbart er det bare plain and simple. Jeg er ikke den store Excel-haj 😀

      Dbh Daniel

      Svar
  4. Vi er midt i forhandling med HTH, og vi er i nøjagtig samme situation. Alt for dyrt forslag fra HTH, og aldeles uigennemskuelig pris, der bliver forelagt.

    Svar
    • Enig – det er ret svært at gennemskue de ufattelig lange tilbud, med alverdens ordrekoder, dimser og alt muligt.

      Svar
  5. Det var godt nok en dyr omgang. Jeg skal selv have nyt køkken og har overvejet HTH. Men tror nok jeg vælger et køkken fra https://www.vordingborg.com/ det er alligevel en billigere omgang, men man får stadig et flot køkken

    Svar
    • Jeg ville aldrig personligt selv vælge Vordingborg-køkkenet. Kvaliteten er mærkbart lavere end f.eks. IKEA der også er noget billigere end HTH, og deres service er vidst ret nem at overse..

      Svar

Efterlad et Svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *